Historiens bedste Superligaspiller, Jesper Grønkjær, bliver portrætteret i en ny bog, ”Troldmanden fra Thy”, der i ord og billeder beskriver FCK-spillerens eventyrlige karriere på godt og ondt.
I begyndelsen af 1990’erne driblede en langlemmet purk så lystigt rundt med alle modstandere i Thisted og omegn, at talentspejdere fra flere jyske storklubber gned deres øjne i forbløffelse. De nykårede danske mestre fra AaB endte med at sikre sig den magiske underskrift, og siden kunne Poul Erik Grønkjærs lynhurtige knægt med det eftertænksomme sind lade sig notere for 144 kampe for Danmark, ligesom han nåede at slå alle transferrekorder med sine skift til først Ajax Amsterdam, siden Chelsea FC.
Efter to turbulente år i Birmingham, Atletico Madrid og Stuttgart vendte Jesper Grønkjær i 2006 tilbage til Danmark, hvor han med sin professionelle indstilling og en god portion vellykkede driblinger førte FC København op i den europæiske elite. I 2011 sluttede han karrieren med den fjerde DM-titel, enorm succes i Champions League og prædikatet ”den bedste spiller i Superligaen nogensinde,” kåret af Politikens læsere og adskillige eksperter.
Grønkjærs historie er den utrolige fortælling om et sympatisk, ydmygt stortalent, der stik imod sin natur tog springet ud på det dybe vand og skulle blive berømt som Superligaens dyreste spiller, den værste debutant på landsholdet nogensinde og manden, der scorede et mål til foreløbig otte milliarder kroner. Tilsæt elementer som en ukrainsk minkpels, en globalt omtalt japansk vandkamp, et oprør mod verdens mest succesrige klubtræner samt et evigt problematisk far/søn-forhold til Ajax- og landstræner Morten Olsen, og der tegner sig et billede af en spiller, hvis karriere aldrig blev helt som de andres.
Den nye bog viser i ord og billeder, hvordan Jesper Grønkjær fik udviklet sit enestående talent, så han som den største selvfølge kunne drive lige så meget gæk med FC Barcelonas verdensstjerner, som han gjorde med modstanderne hjemme i Thy i 1990’erne.
Fortællingen om troldmanden suppleres af 150 udvalgte billeder fra ikke færre end 52 danske og udenlandske fotografer. På den baggrund synes prisen på 249 kroner at være svaret på mange julegave-søgende fodboldfans’ bønner i en ellers mørk vintertid.
Forfatteren Nils Finderup, der er uddannet journalist, har tidligere skrevet biografier om racerkørerne Tom Kristensen og Jan Magnussen, men har selv en aktiv fodboldkarriere som spiller, træner og leder bag sig. Bogen udgives af Forlaget Finsen og kan fås gennem alle landets boghandlere.
Skriv et svar